lørdag den 2. juni 2012

Lækker lørdagsliv

Mens dagen vågnede planlagde jeg, at jeg skulle handle ind, på posthuset efter et rekommanderet brev, til stranden med hundene og hilse på bølgerne, nu hvor vi officielt har sommer, nyde ændernes og svanernes vuggen henover bølgerne. Jeg skulle købe blomster på torvet til middagsbordet i morgen og i kaffehuset og købe den gode espresso, feje trappen, tømme jollen, vande blomster, male 4 vinduer og 3 døre. Tage stegen ud og lade den simre lørdagen væk med citroner og kviste i gryden, så den er klar til grillen i morgen.


Fossende elve og sneklædte kløfter, riddere med kalvekrøs om halsen og sølvspænder på blankpolerede galocher. Tapre krigere på vej nedover de græsgrønne højderygge med øl i bægeret og mod i hjertet, for at kæmpe de gode hensigters kamp. Tudse gamle hekse der ikke lod hverken folk eller fæ, kalv eller knøs i fred, hvis man ikke var rundhåndet med skinke og fad når deres vej og tiggende hænder, gik forbi de små stenede huse, hvor livet var hårdt og vinteren uendelig lang. Fester i oplyste balsale, hvor prismelysekroner med dryppende vokslys hang ned fra lofterne i al deres storhed og pragt. Hvor klaver, fagot og fløjte spillede de pudrede kvinder lige i armene på de kurtiserende herrer. Hvor andefjer sad i hattene og i rumperne på de store fuglestege, der på sølvfade gik bordene rundt, og vinen skvulpede i glassene og prikkede i de før omtalte pudrede kinder og fik mundene til at kvidre. Tro mig når jeg skriver, at mangen en kvinde dernede i 1800-tallet nok har bandet den prikken langt væk, når de efter deres ottende barnefødsel på trætte fødder, atter en kold vintermorgen,stod og vaskede bleer i den store gryde ude i skuret bag fadeburet.


Jeg bander ikke. Mens Lillemissen (pigehunden) vender sig om på ryggen og strækker alle fire poter i vejret, drikker jeg en tår af den varme te, gumler jordbær, danske jordbær, spiser chokoladetrøfler og læser videre.


Nu glider skumringen henover byens tage, måske fortryder jeg en lille bitte smule, bander en lille bitte smule i morgen, når jeg stresser rundt og skal nå det hele på den halve tid, men i dag, lige nu, uhm hvor smager de chokoladetrøfler godt... og hvor ligger jeg fremragende her på min sofa mellem stiger og malerspande... Tror lige jeg tænder lampen og snupper et par kapitler mere... Rigtig god weekend...