søndag den 9. oktober 2011

kirkskagefabrik@gmail.com

Kommentarinfo


Jeg er blevet gjort opmærksom på, at kommentarfunktionen ikke fungerer optimalt. I er meget velkomne til at sende historier pr. mail til:


kirkskagefabrik@gmail.com


HUSK at skrive det navn i eventuelt vil have jeres indlæg udgivet under. Jeg offentliggør ingen mailadresser med mindre det fremgår tydeligt at det ønskes. Glæder mig til at læse en masse skønne historier.


De bedste hilsner
Frk. Kirk

lørdag den 8. oktober 2011

De gode gerningers klub

Jeg er ikke så sikker på, det er den gode hr. Brahe der har været på spil, men faktum er, at da jeg kom op til min bil i går var begge hjul i højre side flade. Jeg må tilstå at jeg blev en lille smule øv-agtig på den barnlige, ikke klædelige måde. Jeg fik det der lille, hvorfor-lige-min-bil-pivefjæs på inden jeg hankede op i tasken og mig selv, skød brystet frem, nikkede lidt med hovedet, og sparkede til dækkene, og det skal jeg have, jeg gjorde det på helt rigtig mandemanér, jeg undlod dog hånden i skridtet. Hele denne lille intermezzo efterlod mig med en følelse af styrke og jeg trak  ligesom bare på skuldrene og sagde til mig selv, “Nå ja, men hvem har egentlig sagt at man ikke kan køre 200 km med flade dæk, det er bestemt ikke optimalt men det kan da sikkert godt lade sig gøre”. Jeg er nødt til at undskylde mig selv her, men jeg tror, hånden på hjertet, at udsigten til flere timer i tog og bus samt følelsen af at være lidt mand, (undskyld de herrer) svækkede min dømmekraft. Så fast besluttet på, at afsted skulle jeg, gik jeg om til førersiden, stak frejdigt nøglen i døren og åbnede. Idet jeg åbnede døren fløj der en lille hvid lap papir ned og landede for mine fødder. Min første tanke var, nå der er sikkert en der er kørt ind i mig. Det kan jeg simpelthen ikke forholde mig til lige nu, den må jeg tage senere, en ting af gangen, først kørsel med flade dæk. Focus. Jeg samlede sedlen op, uden at se på den og lagde den sammen med tasken ind på passagersædet.
Sveddryppende og klam, i min lille kaninpelsvest, pustende og med våde hænder prøvede jeg at ignorere den lille stemme der blev ved med at sige, “Det går ikke”, “Det går ikke”. Okay indrømmet, det var hårdt, bare det at få vendt bilen rundt. Det var faktisk som om der var hældt et par tons beton ind i den ene side. Og det siger ikke så lidt, bilens ringe størrelse taget i betragtning. Jeg er ikke engang sikker på der kan være blot et ton beton i en Lupo, men selvfølgelig, “Never say never”. Den lille bedrevidende stemme fortsatte sit korstog, “Det går ikke, du bliver nødt til at ringe efter hjælp”. Der er situationer hvor man bare ikke er god til at rumme bedrevidenhed. Den her var en af dem. Jeg vil lægge hovedet på blokken, hvis ikke hr. Sisyfos svedte en gang imellem på vej op ad bjerget. Og helt ærligt, på motorvej går det for det meste bare lige ud. Jeg pustede ud, satte bilen i gear, heldigvis er den lille pot udstyret med automatgear, så der skulle der ikke bruges nogle unødige kræfter. Og ud ad København gik det. Og det gik egentlig meget godt. Indtil der var et hul i vejen. Jeg har aldrig og jeg mener vitterlig aldrig, hørt så grim en lyd i så lille en bil før. Den kan ikke beskrives, jeg prøver alligevel, goooooonnnnnggggggggg, noget lignende i hvert fald. Da ekkoet var forstummet lød der en hvislen ud mellem mine tænder, samtidig med pegefingeren røg truende i vejret, “Du siger ingenting”. Det var der så heller ikke nogle der gjorde, men jeg er helt sikker på at den mandlige bilist der holdt på min venstre side, tænkte, “Hun har sgu brug for hjælp, mental hjælp”. Det havde sikkert også været på sin plads, men er der ikke noget med man altid skal fikse hovedproblemet først. I mine ører lyder det ganske fornuftigt, og det var ligesom hjulene og ikke min mentale tilstand, så jeg ringede til tømreren. For udenforstående kan det virke ulogisk at ringe til en tømrersvend når det er bilen den er gal med, men set i lyset af at tømrersvenden er min søde, søde kæreste og et af de mest hjælpsomme mennesker på denne jord, var det et temmelig godt valg.
Og som prinsessen i tårnet eller den strandede hval, næh den døde da vist, nå men så som prinsessen da, blev jeg reddet.
Jeg måtte lige sidde og vente lidt i bilen og det var okay. Mens jeg sidder der og roen lige så stille indfinder sig falder mit blik på den hvide lap, jeg havde lagt sammen med tasken på passagersædet. Den var foldet en gang. Jeg folder den ud og lige der, sort på hvidt, med store bogstaver står der skrevet, FLADE DÆK HØJRE SIDE.  Med åben mund af overraskelse gentog jeg sætningen inde i mit hoved. Det var en mands værk, det var jeg slet ikke i tvivl om, skriften og ordlyden, kort, kontant uden nogen omsvøb, bare, FLADE DÆK HØJRE SIDE, bang. Lige der, lidt inde til siden på en stor udfaldsvej fra hovedstaden blev jeg ramt direkte i hjertekulen. Tænk engang at et medmenneske har gidet at ulejlige sig med, at finde både papir og kuglepen frem for at meddele mig at mine dæk var flade. Tænk at der var en fremmed der lige ville advare mig om at køre i min bil. Jeg blev helt varm og ikke på grund af pelsen, den havde jeg nemlig taget af, nej på grund af den omsorg fra et andet menneske. Og her siger man ellers at vi er blevet ligeglade med hinanden. Men nej, miraklernes og de gode menneskers tid er ikke forbi. Tak du kære fremmede. Det fik mig til at tænke på en gammel idé, lad os grundlægge de gode gerningers klub, kom og vær med, det giver varme og vinteren står trods alt for døren. Måske kan man ikke bevise at Tycho Brahes dagene rent faktisk eksisterer, men lad os bevise at medmenneskelig omsorg findes og trives i bedste velgående. Jeg sætter endnu en flaske vin på højkant for en god historie.  Længe leve de gode gerninger.   

PS: Jeg kom godt ud ad byen med luft i dækkene, varmt hjerte og kys på læben.

tirsdag den 4. oktober 2011

En Tycho Brahes dag

I kender det garanteret, de der dage hvor alt bare går i kage, hvor man bare aldrig skulle være stået ud af sengen, også populært kaldet, en rigtig Tycho Brahes dag. Hvilken rolle den gamle astronom Tycho Brahe havde siden han kom til at ligge navn til de dårlige dage, har jeg tit spekuleret over. Var han ualmindelig uheldig, klodset eller måske noget helt tredie. Jeg har undersøgt det, og forklaringen er ifølge Historieblokken denne, "Der er flere dage på året, der skulle være særligt uheldige og det siges, at Tycho Brahe lavede en liste over dem til kejser Rudolf den 2. Der er dog ingen bevis for at Brahe rent faktisk lavede en sådan liste og det siges, at listen bare er blevet tilskrevet den berømte astronom, for at gøre den mere troværdig." Beviser eller ej, mine Tycho Brahe dage er temmelig håndgribelige og efterlader altid rod/bøvl i deres kølvand. Men ofte, ja heldigvis for det meste, giver de mig også et rigtigt godt grin, om ikke i øjeblikket, så bagefter i hvert fald, når dagen er gået på hæld og jeg er kommet igennem dagen med livet i behold. Når det så er sagt skal det også siges, at der bestemt findes T.B. dage der absolut ikke fremkalder hverken latter eller smil på læben, men bare et kæmpe behov for at komme hjem under dynen og ganske enkelt delete den dag fra ens harddisk. Mon ikke de fleste af os kan sige, "Been there, done that, seen the film, got the t-shirt". Jeg har i hvert fald. Jeg har også de sidste par dage spurgt folk omkring mig, om de kender de her dage. Jeg talte med mureren for nogle timer siden og spurgte ham, "Hva´murer, kender du ikke de der Tycho Brahes dage hvor det hele bare går i kage og man tænker, ej jeg skulle aldrig været stået op idag?", hvortil mureren svarede, "Nå du mener sådan en morgen hvor man kommer ud til bilen og så vil den ikke starte.   Efter noget der er alt for lang tid får man endelig gang i l....., hvorefter man kører ad 3 forskellige veje for at finde ud af, at de er spærret pga. cykelløb. Endelig når man så derud ad, men inden man når Kalk og Mørtel, (indkøbssted for håndværkere) løber bilen tør for diesel. Da man så langt om længe ankommer til K.M. er de materialer man skal bruge den dag udsolgt. Fremme på byggepladsen, en lille bitte smule træt, læs:sur, beslutter man sig så for, lige at tage en kop kaffe for at skylle den grimme smag af morgenen ned. Kaffen, dejlig varm, ender i skødet, som en stor tissegul plamage på de hvide, nyvaskede arbejdsbukser. Er det sådan en morgen du mener?" 
Stakkels murer, men ja, det er lige præcis sådan en morgen. Så herfra murer skal der lyde en stor tak for et godt grin, på en, omend ikke en Tycho Brahes dag, så bare på en træls tirsdag.

Til jer der læser med, lad os hylde Tycho Brahes dagene, og grine med hinanden. Jeg sætter en god flaske vin på højkant for en rigtig god historie, så skriv...