Jeg er ikke så sikker på, det er den gode hr. Brahe der har været på spil, men faktum er, at da jeg kom op til min bil i går var begge hjul i højre side flade. Jeg må tilstå at jeg blev en lille smule øv-agtig på den barnlige, ikke klædelige måde. Jeg fik det der lille, hvorfor-lige-min-bil-pivefjæs på inden jeg hankede op i tasken og mig selv, skød brystet frem, nikkede lidt med hovedet, og sparkede til dækkene, og det skal jeg have, jeg gjorde det på helt rigtig mandemanér, jeg undlod dog hånden i skridtet. Hele denne lille intermezzo efterlod mig med en følelse af styrke og jeg trak ligesom bare på skuldrene og sagde til mig selv, “Nå ja, men hvem har egentlig sagt at man ikke kan køre 200 km med flade dæk, det er bestemt ikke optimalt men det kan da sikkert godt lade sig gøre”. Jeg er nødt til at undskylde mig selv her, men jeg tror, hånden på hjertet, at udsigten til flere timer i tog og bus samt følelsen af at være lidt mand, (undskyld de herrer) svækkede min dømmekraft. Så fast besluttet på, at afsted skulle jeg, gik jeg om til førersiden, stak frejdigt nøglen i døren og åbnede. Idet jeg åbnede døren fløj der en lille hvid lap papir ned og landede for mine fødder. Min første tanke var, nå der er sikkert en der er kørt ind i mig. Det kan jeg simpelthen ikke forholde mig til lige nu, den må jeg tage senere, en ting af gangen, først kørsel med flade dæk. Focus. Jeg samlede sedlen op, uden at se på den og lagde den sammen med tasken ind på passagersædet.
Sveddryppende og klam, i min lille kaninpelsvest, pustende og med våde hænder prøvede jeg at ignorere den lille stemme der blev ved med at sige, “Det går ikke”, “Det går ikke”. Okay indrømmet, det var hårdt, bare det at få vendt bilen rundt. Det var faktisk som om der var hældt et par tons beton ind i den ene side. Og det siger ikke så lidt, bilens ringe størrelse taget i betragtning. Jeg er ikke engang sikker på der kan være blot et ton beton i en Lupo, men selvfølgelig, “Never say never”. Den lille bedrevidende stemme fortsatte sit korstog, “Det går ikke, du bliver nødt til at ringe efter hjælp”. Der er situationer hvor man bare ikke er god til at rumme bedrevidenhed. Den her var en af dem. Jeg vil lægge hovedet på blokken, hvis ikke hr. Sisyfos svedte en gang imellem på vej op ad bjerget. Og helt ærligt, på motorvej går det for det meste bare lige ud. Jeg pustede ud, satte bilen i gear, heldigvis er den lille pot udstyret med automatgear, så der skulle der ikke bruges nogle unødige kræfter. Og ud ad København gik det. Og det gik egentlig meget godt. Indtil der var et hul i vejen. Jeg har aldrig og jeg mener vitterlig aldrig, hørt så grim en lyd i så lille en bil før. Den kan ikke beskrives, jeg prøver alligevel, goooooonnnnnggggggggg, noget lignende i hvert fald. Da ekkoet var forstummet lød der en hvislen ud mellem mine tænder, samtidig med pegefingeren røg truende i vejret, “Du siger ingenting”. Det var der så heller ikke nogle der gjorde, men jeg er helt sikker på at den mandlige bilist der holdt på min venstre side, tænkte, “Hun har sgu brug for hjælp, mental hjælp”. Det havde sikkert også været på sin plads, men er der ikke noget med man altid skal fikse hovedproblemet først. I mine ører lyder det ganske fornuftigt, og det var ligesom hjulene og ikke min mentale tilstand, så jeg ringede til tømreren. For udenforstående kan det virke ulogisk at ringe til en tømrersvend når det er bilen den er gal med, men set i lyset af at tømrersvenden er min søde, søde kæreste og et af de mest hjælpsomme mennesker på denne jord, var det et temmelig godt valg.
Og som prinsessen i tårnet eller den strandede hval, næh den døde da vist, nå men så som prinsessen da, blev jeg reddet.
Jeg måtte lige sidde og vente lidt i bilen og det var okay. Mens jeg sidder der og roen lige så stille indfinder sig falder mit blik på den hvide lap, jeg havde lagt sammen med tasken på passagersædet. Den var foldet en gang. Jeg folder den ud og lige der, sort på hvidt, med store bogstaver står der skrevet, FLADE DÆK HØJRE SIDE. Med åben mund af overraskelse gentog jeg sætningen inde i mit hoved. Det var en mands værk, det var jeg slet ikke i tvivl om, skriften og ordlyden, kort, kontant uden nogen omsvøb, bare, FLADE DÆK HØJRE SIDE, bang. Lige der, lidt inde til siden på en stor udfaldsvej fra hovedstaden blev jeg ramt direkte i hjertekulen. Tænk engang at et medmenneske har gidet at ulejlige sig med, at finde både papir og kuglepen frem for at meddele mig at mine dæk var flade. Tænk at der var en fremmed der lige ville advare mig om at køre i min bil. Jeg blev helt varm og ikke på grund af pelsen, den havde jeg nemlig taget af, nej på grund af den omsorg fra et andet menneske. Og her siger man ellers at vi er blevet ligeglade med hinanden. Men nej, miraklernes og de gode menneskers tid er ikke forbi. Tak du kære fremmede. Det fik mig til at tænke på en gammel idé, lad os grundlægge de gode gerningers klub, kom og vær med, det giver varme og vinteren står trods alt for døren. Måske kan man ikke bevise at Tycho Brahes dagene rent faktisk eksisterer, men lad os bevise at medmenneskelig omsorg findes og trives i bedste velgående. Jeg sætter endnu en flaske vin på højkant for en god historie. Længe leve de gode gerninger.
PS: Jeg kom godt ud ad byen med luft i dækkene, varmt hjerte og kys på læben.
