lørdag den 2. juni 2012

Lækker lørdagsliv

Mens dagen vågnede planlagde jeg, at jeg skulle handle ind, på posthuset efter et rekommanderet brev, til stranden med hundene og hilse på bølgerne, nu hvor vi officielt har sommer, nyde ændernes og svanernes vuggen henover bølgerne. Jeg skulle købe blomster på torvet til middagsbordet i morgen og i kaffehuset og købe den gode espresso, feje trappen, tømme jollen, vande blomster, male 4 vinduer og 3 døre. Tage stegen ud og lade den simre lørdagen væk med citroner og kviste i gryden, så den er klar til grillen i morgen.


Fossende elve og sneklædte kløfter, riddere med kalvekrøs om halsen og sølvspænder på blankpolerede galocher. Tapre krigere på vej nedover de græsgrønne højderygge med øl i bægeret og mod i hjertet, for at kæmpe de gode hensigters kamp. Tudse gamle hekse der ikke lod hverken folk eller fæ, kalv eller knøs i fred, hvis man ikke var rundhåndet med skinke og fad når deres vej og tiggende hænder, gik forbi de små stenede huse, hvor livet var hårdt og vinteren uendelig lang. Fester i oplyste balsale, hvor prismelysekroner med dryppende vokslys hang ned fra lofterne i al deres storhed og pragt. Hvor klaver, fagot og fløjte spillede de pudrede kvinder lige i armene på de kurtiserende herrer. Hvor andefjer sad i hattene og i rumperne på de store fuglestege, der på sølvfade gik bordene rundt, og vinen skvulpede i glassene og prikkede i de før omtalte pudrede kinder og fik mundene til at kvidre. Tro mig når jeg skriver, at mangen en kvinde dernede i 1800-tallet nok har bandet den prikken langt væk, når de efter deres ottende barnefødsel på trætte fødder, atter en kold vintermorgen,stod og vaskede bleer i den store gryde ude i skuret bag fadeburet.


Jeg bander ikke. Mens Lillemissen (pigehunden) vender sig om på ryggen og strækker alle fire poter i vejret, drikker jeg en tår af den varme te, gumler jordbær, danske jordbær, spiser chokoladetrøfler og læser videre.


Nu glider skumringen henover byens tage, måske fortryder jeg en lille bitte smule, bander en lille bitte smule i morgen, når jeg stresser rundt og skal nå det hele på den halve tid, men i dag, lige nu, uhm hvor smager de chokoladetrøfler godt... og hvor ligger jeg fremragende her på min sofa mellem stiger og malerspande... Tror lige jeg tænder lampen og snupper et par kapitler mere... Rigtig god weekend...

torsdag den 9. februar 2012

Vildveje er også en vej



Jeg for vild i går. Det var ikke på Europas store alfarveje, i Paris´ mylder eller i Skotlands bjerge, ej heller over sletterne i det nordlige Spanien, næh det var på Amager og det er ikke første gang. Det er bestemt heller ikke anden eller tredje gang. Det er måske gang nr. 180(000). Når jeg ankommer til Amager ophører mit indre kompas med at virke. Intet signal, bare biip, biip. Jeg har endnu ikke, efter nogle og tyve år, fundet ud af hvad det er der forstyrrer mit system, men det er en kendsgerning, jeg farer altid vild på Amager. Stor var min forfærdelse da også, da et kært vennepar flyttede ”out there”. Og da jeg nogle år efter fik en ny veninde ind i mit liv, og dermed endnu en adresse på Amager, der skulle læres udenad, var jeg på nippet til at gå fra forfærdelse til fortvivlelse. Og det skal lige for god ordens skyld nævnes, at trods store opfordringer og dem har der været rigtig mange af, er der ingen af dem der er flyttet derfra endnu, men tålmodige, det er de… stadigvæk. Når jeg atter engang ringer, en time forsinket, fra en lille sidevej til en anden sidevej, fordi jeg lige skulle købe en buket blomster, eller ligge vejen forbi den gode slagter hvor de stadig kan rulle en benløs fugl så mundvandet løber bare ved tanken om at sætte tænderne i sådan en velstegt herlighed.
I Skotland skal man (helst) melde til myndighederne når man skal gå Ben Nevis bjerget, så de, i tilfælde af dårligt vejr, ved hvor mange der befinder sig på bjerget. Jeg må ærligt tilstå, at det ikke var noget jeg havde tænkt på eller tog særlig alvorlig, efter at have vandret alene i adskillige dage, med min rygsæk oppe i Highlands bjerge og rundt om dybe dybblå søer, anså jeg det for at være lidt en charterturist affære at gå op på toppen af det gamle agtværdige bjerg. Men ikke desto mindre, efter at have tjekket ind på et lille herberg, gik jeg over til skranken hvor en gammel mand med sirlig skrift førte mit navn til protokol. Der hang billeder af bjerget i både strålende sol og sort himmel. Jeg spurgte ham om han mente det var dumt at gå alene. Men det mente han ikke, ”Just stick to the path Lady”. Og som sagt så gjort. Og op kom jeg, og ned kom jeg. Og det er her det springende punkt er. For det er jo ikke fordi jeg er idiot, næ næ da, jeg har naturligvis lært mig nogle helt faste stier udenad, så jeg kan finde frem til mine kære venner på Amager, hvis bare jeg ikke lige skulle…
Når fuglene er bastet på bagagebæreren og blomsterne lagt i kurven er jeg klar til at fortsætte min videre færd. Men helt ærlig, at køre hele vejen tilbage igen ville da være dumt, hvem gider at gøre det samme stykke arbejde to gange og nu er jeg jo nået så langt, så hvis jeg nu holder retningen og så krydser ind igennem de små veje, så må det da være en klar smutvej. Og ak den gamle mands vise ord om at blive på stien, har jeg mangen en gang der på Amagers veje gjort til skamme, for det må da være nemmere… Nej det er ikke nemmere, der er ikke noget der er nemt på Amager. Amager er og bliver vildvejenes grå paradis. Og dér på en, dog solfyldt, sidevej satte jeg mig i går på en lyskasse, for endnu engang at finde telefonen frem og blive ført gennem ”mørket” som en blind. Og det var præcis det han var, den mand jeg for nogle år siden mødte, da jeg var ved vejs ende, efter at have gået Caminoen i det nordlige Spanien. Han havde gået ad de samme grusede stier, toppede jordveje, henover viadukter og langs store hovedveje som jeg, men det var med hånden på sin vidunderlige kones skulder, til at føre sig, til at finde vej og komme sikkert frem gennem diverse forhindringer og farer der kan lure selv under de bedste vandrestøvler. Og lige dér, ovenpå lyskassen, langt fra de støvede spanske veje, på en råkold vinterdag gik det op for mig, at det gør ikke noget, at vi ikke altid ved hvor vi er, at vi kommer til at gå ad de forkerte stier, at vi vælger at fravige fra alfarvej, at vi træder ved siden af i stedet for at ”Stick to the path”, at vi ikke altid vælger den lige vej, og at jeg aldrig lærer at finde rundt på Amager, så længe vi har visheden i hjertet at der altid er en skulder vi kan lægge vores hænder på eller en stemme i telefonen til at hjælpe os henover hullerne i vejen eller væk fra de dumme sideveje på Amager. Og er der ikke noget med at ”Livets veje er uransagelige”. Om det er fra biblen eller hvor citatet stammer fra, skal jeg ikke gøre mig klog på, men jeg synes det lyder tiltrækkende, så Amager…vi ses. 

onsdag den 1. februar 2012

Back on track… en kaffepassiar i solen

Vandet løber stille, dovent, fristes jeg næsten til at sige forbi min tømmerflåde. Det er stilhed efter stormen. Solen gør sit bedste for at tage sig aller smukkest ud over og omkring mig. Hundene griner på bedste hundevis og gør sig til for at blive klappet og krammet og få nogle af godbidderne der ligger i en lille pose i mit skød. Kajakkerne ligger med bunden i vejret. Det er på bugen af en af dem jeg nu sidder og betragter min lille verden. Man siger at dårlige historier ikke bliver bedre af, at blive fortalt mange gange men ikke desto mindre sluttede det gamle år med hospitalsindlæggelse for mit vedkommende. Jeg havde længe gået og skrantet og haft mavesmerter, hvilket en råkold og smertefuld novemberdag resulterede i en indlæggelse. Der var gået betændelse i min galdeblære. Jeg blev efter et par dage sendt hjem med medicin og besked om, at de ville indkalde mig til operation indenfor nogle uger. Jeg er nu lykkelig hjemvendt og fra denne kant kommer der ikke mere galde. Stingene trækker i mit gamle maveskind og fortøjningerne knirker i frosten. Hundene gør sig stadig til, smilet spiller på min læbe og jeg sidder her i kulden med taknemlighed i hjertet og et krus kaffe i hånden. Jeg er rask. Jeg gør mig også lidt til og strækker hals som en svane efter solen. For kort tid siden, fra hospitalssengen på 4 sal, lå jeg ved vinduet og sendte lange blikke efter mit liv, der lå foran mig i direkte fugleflugtslinie. Ikke for at brænde hul i nogle spande men jeg anser generelt mig selv for at være et ydmygt og taknemligt menneske, og synes jeg er god til at sætte pris på det jeg har. Ikke desto mindre kan der til tider snige sig tanker og bekymringer ind som overskygger disse gode egenskaber. Bekymringer over ting der ikke har fundet sted endnu og som måske aldrig nogensinde bliver aktuelle men hvis nu… som min gamle svigerfar, der mens han levede, for en sikkerheds skyld tog to panodiler hver morgen, hvis han nu skulle få hovedpine i løbet af dagen, går jeg der og dyrker mine bekymringer på forhånd, for hvis nu… Panodilerne undlader jeg dog for der står ikke noget om på pakningen, at de kan fjerne smerten ved hverken ubehagelige regninger, ulykker, død, fyring, jobfrustration, skilsmisse, svedeture eller fejlkøb. Især den med jobfrustration og død og ulykke, der scorer jeg virkelig point på bekymringstavlen. Men der på kanten af en hospitalsseng, galdefri men vingeskudt, hævet over byen med udsigt til det lysende neonskilt i horisonten, som en ledestjerne i natten, betragtede jeg mit liv ovenfra. Gaderne løb for mit blik, biler dyttede, cyklister med hjelm klimtede i klokkerne, hunde med halerne i vejret snusede nyheder ind og løftede ben, damer med hat og herrer med mapper nikkede. Over broen gik mit blik, derude på en lille café ved kanalen så jeg min dejlige datter sidde og drikke kaffe med veninderne, nye i livet med røde kinder. Mit blik drejede til højre ved volden og fulgte stien der løb langs søen. Var det ikke mine hunde der løb der længere fremme på jagt efter en and. Unge kvinder med barnevogne og caffe’ latte i smarte holdere på styret trak ind til siden, så hundene, i evig kamp om at være forrest, kunne passere. En enlig svane sætter fra på vandspejlet og stiger tungt men støt til vejrs. På den næste bro, tilbage til fastlandet fra Chr. d. 4’s lille ø, holder bilerne i kø, mens en udrykning åler sig gennem mylderet. Nede i min gade går min nabo tur med hendes nabos hund og vinmanden står og sludrer med et cykelbud. Dronningens kusk sidder solidt på bænken med tæppe om benene og pisken i hånden, mens den blanke ganger slår med halen og klaprer henover den gamle stenbro. Der, som en flue på væggen, så jeg hverken ulykker, en overfyldt postkasse med regninger, fyringer eller buler i bilen. Jeg så mig selv sidde på trappen med en kop morgenkaffe og nyde dagen stå op over byen, min yoghurtskål med min yndlingsmüsli, hørte vandets klukken på skroget, duftede de sprøde æbler der steger i god smør på panden, og en kær vens stemme i telefonen. Hverdag. Min helt almindelige dejlige hverdag. Jeg er ikke god til nytårsfortsætter men der på kanten af verden lovede jeg mig selv, ikke flere unødige bekymringer men bare nyde. Nyde alle de små øjeblikke der som blinkende fragmenter binder vores små liv sammen til en farvestrålende mosaik. En forsinket skål for de gode små liv skal lyde herfra og et rigtigt godt nytår til jer alle.