Jeg for vild i går. Det var ikke på Europas store alfarveje, i Paris´ mylder eller i Skotlands bjerge, ej heller over sletterne i det nordlige Spanien, næh det var på Amager og det er ikke første gang. Det er bestemt heller ikke anden eller tredje gang. Det er måske gang nr. 180(000). Når jeg ankommer til Amager ophører mit indre kompas med at virke. Intet signal, bare biip, biip. Jeg har endnu ikke, efter nogle og tyve år, fundet ud af hvad det er der forstyrrer mit system, men det er en kendsgerning, jeg farer altid vild på Amager. Stor var min forfærdelse da også, da et kært vennepar flyttede ”out there”. Og da jeg nogle år efter fik en ny veninde ind i mit liv, og dermed endnu en adresse på Amager, der skulle læres udenad, var jeg på nippet til at gå fra forfærdelse til fortvivlelse. Og det skal lige for god ordens skyld nævnes, at trods store opfordringer og dem har der været rigtig mange af, er der ingen af dem der er flyttet derfra endnu, men tålmodige, det er de… stadigvæk. Når jeg atter engang ringer, en time forsinket, fra en lille sidevej til en anden sidevej, fordi jeg lige skulle købe en buket blomster, eller ligge vejen forbi den gode slagter hvor de stadig kan rulle en benløs fugl så mundvandet løber bare ved tanken om at sætte tænderne i sådan en velstegt herlighed.
I Skotland skal man (helst) melde til myndighederne når man skal gå Ben Nevis bjerget, så de, i tilfælde af dårligt vejr, ved hvor mange der befinder sig på bjerget. Jeg må ærligt tilstå, at det ikke var noget jeg havde tænkt på eller tog særlig alvorlig, efter at have vandret alene i adskillige dage, med min rygsæk oppe i Highlands bjerge og rundt om dybe dybblå søer, anså jeg det for at være lidt en charterturist affære at gå op på toppen af det gamle agtværdige bjerg. Men ikke desto mindre, efter at have tjekket ind på et lille herberg, gik jeg over til skranken hvor en gammel mand med sirlig skrift førte mit navn til protokol. Der hang billeder af bjerget i både strålende sol og sort himmel. Jeg spurgte ham om han mente det var dumt at gå alene. Men det mente han ikke, ”Just stick to the path Lady”. Og som sagt så gjort. Og op kom jeg, og ned kom jeg. Og det er her det springende punkt er. For det er jo ikke fordi jeg er idiot, næ næ da, jeg har naturligvis lært mig nogle helt faste stier udenad, så jeg kan finde frem til mine kære venner på Amager, hvis bare jeg ikke lige skulle…
Når fuglene er bastet på bagagebæreren og blomsterne lagt i kurven er jeg klar til at fortsætte min videre færd. Men helt ærlig, at køre hele vejen tilbage igen ville da være dumt, hvem gider at gøre det samme stykke arbejde to gange og nu er jeg jo nået så langt, så hvis jeg nu holder retningen og så krydser ind igennem de små veje, så må det da være en klar smutvej. Og ak den gamle mands vise ord om at blive på stien, har jeg mangen en gang der på Amagers veje gjort til skamme, for det må da være nemmere… Nej det er ikke nemmere, der er ikke noget der er nemt på Amager. Amager er og bliver vildvejenes grå paradis. Og dér på en, dog solfyldt, sidevej satte jeg mig i går på en lyskasse, for endnu engang at finde telefonen frem og blive ført gennem ”mørket” som en blind. Og det var præcis det han var, den mand jeg for nogle år siden mødte, da jeg var ved vejs ende, efter at have gået Caminoen i det nordlige Spanien. Han havde gået ad de samme grusede stier, toppede jordveje, henover viadukter og langs store hovedveje som jeg, men det var med hånden på sin vidunderlige kones skulder, til at føre sig, til at finde vej og komme sikkert frem gennem diverse forhindringer og farer der kan lure selv under de bedste vandrestøvler. Og lige dér, ovenpå lyskassen, langt fra de støvede spanske veje, på en råkold vinterdag gik det op for mig, at det gør ikke noget, at vi ikke altid ved hvor vi er, at vi kommer til at gå ad de forkerte stier, at vi vælger at fravige fra alfarvej, at vi træder ved siden af i stedet for at ”Stick to the path”, at vi ikke altid vælger den lige vej, og at jeg aldrig lærer at finde rundt på Amager, så længe vi har visheden i hjertet at der altid er en skulder vi kan lægge vores hænder på eller en stemme i telefonen til at hjælpe os henover hullerne i vejen eller væk fra de dumme sideveje på Amager. Og er der ikke noget med at ”Livets veje er uransagelige”. Om det er fra biblen eller hvor citatet stammer fra, skal jeg ikke gøre mig klog på, men jeg synes det lyder tiltrækkende, så Amager…vi ses.
