Vandet løber stille, dovent, fristes jeg næsten til at sige forbi min tømmerflåde. Det er stilhed efter stormen. Solen gør sit bedste for at tage sig aller smukkest ud over og omkring mig. Hundene griner på bedste hundevis og gør sig til for at blive klappet og krammet og få nogle af godbidderne der ligger i en lille pose i mit skød. Kajakkerne ligger med bunden i vejret. Det er på bugen af en af dem jeg nu sidder og betragter min lille verden. Man siger at dårlige historier ikke bliver bedre af, at blive fortalt mange gange men ikke desto mindre sluttede det gamle år med hospitalsindlæggelse for mit vedkommende. Jeg havde længe gået og skrantet og haft mavesmerter, hvilket en råkold og smertefuld novemberdag resulterede i en indlæggelse. Der var gået betændelse i min galdeblære. Jeg blev efter et par dage sendt hjem med medicin og besked om, at de ville indkalde mig til operation indenfor nogle uger. Jeg er nu lykkelig hjemvendt og fra denne kant kommer der ikke mere galde. Stingene trækker i mit gamle maveskind og fortøjningerne knirker i frosten. Hundene gør sig stadig til, smilet spiller på min læbe og jeg sidder her i kulden med taknemlighed i hjertet og et krus kaffe i hånden. Jeg er rask. Jeg gør mig også lidt til og strækker hals som en svane efter solen. For kort tid siden, fra hospitalssengen på 4 sal, lå jeg ved vinduet og sendte lange blikke efter mit liv, der lå foran mig i direkte fugleflugtslinie. Ikke for at brænde hul i nogle spande men jeg anser generelt mig selv for at være et ydmygt og taknemligt menneske, og synes jeg er god til at sætte pris på det jeg har. Ikke desto mindre kan der til tider snige sig tanker og bekymringer ind som overskygger disse gode egenskaber. Bekymringer over ting der ikke har fundet sted endnu og som måske aldrig nogensinde bliver aktuelle men hvis nu… som min gamle svigerfar, der mens han levede, for en sikkerheds skyld tog to panodiler hver morgen, hvis han nu skulle få hovedpine i løbet af dagen, går jeg der og dyrker mine bekymringer på forhånd, for hvis nu… Panodilerne undlader jeg dog for der står ikke noget om på pakningen, at de kan fjerne smerten ved hverken ubehagelige regninger, ulykker, død, fyring, jobfrustration, skilsmisse, svedeture eller fejlkøb. Især den med jobfrustration og død og ulykke, der scorer jeg virkelig point på bekymringstavlen. Men der på kanten af en hospitalsseng, galdefri men vingeskudt, hævet over byen med udsigt til det lysende neonskilt i horisonten, som en ledestjerne i natten, betragtede jeg mit liv ovenfra. Gaderne løb for mit blik, biler dyttede, cyklister med hjelm klimtede i klokkerne, hunde med halerne i vejret snusede nyheder ind og løftede ben, damer med hat og herrer med mapper nikkede. Over broen gik mit blik, derude på en lille café ved kanalen så jeg min dejlige datter sidde og drikke kaffe med veninderne, nye i livet med røde kinder. Mit blik drejede til højre ved volden og fulgte stien der løb langs søen. Var det ikke mine hunde der løb der længere fremme på jagt efter en and. Unge kvinder med barnevogne og caffe’ latte i smarte holdere på styret trak ind til siden, så hundene, i evig kamp om at være forrest, kunne passere. En enlig svane sætter fra på vandspejlet og stiger tungt men støt til vejrs. På den næste bro, tilbage til fastlandet fra Chr. d. 4’s lille ø, holder bilerne i kø, mens en udrykning åler sig gennem mylderet. Nede i min gade går min nabo tur med hendes nabos hund og vinmanden står og sludrer med et cykelbud. Dronningens kusk sidder solidt på bænken med tæppe om benene og pisken i hånden, mens den blanke ganger slår med halen og klaprer henover den gamle stenbro. Der, som en flue på væggen, så jeg hverken ulykker, en overfyldt postkasse med regninger, fyringer eller buler i bilen. Jeg så mig selv sidde på trappen med en kop morgenkaffe og nyde dagen stå op over byen, min yoghurtskål med min yndlingsmüsli, hørte vandets klukken på skroget, duftede de sprøde æbler der steger i god smør på panden, og en kær vens stemme i telefonen. Hverdag. Min helt almindelige dejlige hverdag. Jeg er ikke god til nytårsfortsætter men der på kanten af verden lovede jeg mig selv, ikke flere unødige bekymringer men bare nyde. Nyde alle de små øjeblikke der som blinkende fragmenter binder vores små liv sammen til en farvestrålende mosaik. En forsinket skål for de gode små liv skal lyde herfra og et rigtigt godt nytår til jer alle.
