Vildveje er også en vej

Jeg for vild i går. Det var ikke på Europas store alfarveje, i Paris´ mylder eller i Skotlands bjerge, ej heller over sletterne i det nordlige Spanien, næh det var på Amager og det er ikke første gang. Det er bestemt heller ikke anden eller tredje gang. Det er måske gang nr. 180(000). Når jeg ankommer til Amager ophører mit indre kompas med at virke. Intet signal, bare biip, biip. Jeg har endnu ikke, efter nogle og tyve år, fundet ud af hvad det er der forstyrrer mit system, men det er en kendsgerning, jeg farer altid vild på Amager. Stor var min forfærdelse da også, da et kært vennepar flyttede ”out there”. Og da jeg nogle år efter fik en ny veninde ind i mit liv, og dermed endnu en adresse på Amager, der skulle læres udenad, var jeg på nippet til at gå fra forfærdelse til fortvivlelse. Og det skal lige for god ordens skyld nævnes, at trods store opfordringer og dem har der været rigtig mange af, er der ingen af dem der er flyttet derfra endnu, men tålmodige, det er de… stadigvæk. Når jeg atter engang ringer, en time forsinket, fra en lille sidevej til en anden sidevej, fordi jeg lige skulle købe en buket blomster, eller ligge vejen forbi den gode slagter hvor de stadig kan rulle en benløs fugl så mundvandet løber bare ved tanken om at sætte tænderne i sådan en velstegt herlighed.

I Skotland skal man (helst) melde til myndighederne når man skal gå Ben Nevis bjerget, så de, i tilfælde af dårligt vejr, ved hvor mange der befinder sig på bjerget. Jeg må ærligt tilstå, at det ikke var noget jeg havde tænkt på eller tog særlig alvorlig, efter at have vandret alene i adskillige dage, med min rygsæk oppe i Highlands bjerge og rundt om dybe dybblå søer, anså jeg det for at være lidt en charterturist affære at gå op på toppen af det gamle agtværdige bjerg. Men ikke desto mindre, efter at have tjekket ind på et lille herberg, gik jeg over til skranken hvor en gammel mand med sirlig skrift førte mit navn til protokol. Der hang billeder af bjerget i både strålende sol og sort himmel. Jeg spurgte ham om han mente det var dumt at gå alene. Men det mente han ikke, ”Just stick to the path Lady”. Og som sagt så gjort. Og op kom jeg, og ned kom jeg. Og det er her det springende punkt er. For det er jo ikke fordi jeg er idiot, næ næ da, jeg har naturligvis lært mig nogle helt faste stier udenad, så jeg kan finde frem til mine kære venner på Amager, hvis bare jeg ikke lige skulle…

Når fuglene er bastet på bagagebæreren og blomsterne lagt i kurven er jeg klar til at fortsætte min videre færd. Men helt ærlig, at køre hele vejen tilbage igen ville da være dumt, hvem gider at gøre det samme stykke arbejde to gange og nu er jeg jo nået så langt, så hvis jeg nu holder retningen og så krydser ind igennem de små veje, så må det da være en klar smutvej. Og ak den gamle mands vise ord om at blive på stien, har jeg mangen en gang der på Amagers veje gjort til skamme, for det må da være nemmere… Nej det er ikke nemmere, der er ikke noget der er nemt på Amager. Amager er og bliver vildvejenes grå paradis. Og dér på en, dog solfyldt, sidevej satte jeg mig i går på en lyskasse, for endnu engang at finde telefonen frem og blive ført gennem ”mørket” som en blind. Og det var præcis det han var, den mand jeg for nogle år siden mødte, da jeg var ved vejs ende, efter at have gået Caminoen i det nordlige Spanien. Han havde gået ad de samme grusede stier, toppede jordveje, henover viadukter og langs store hovedveje som jeg, men det var med hånden på sin vidunderlige kones skulder, til at føre sig, til at finde vej og komme sikkert frem gennem diverse forhindringer og farer der kan lure selv under de bedste vandrestøvler. Og lige dér, ovenpå lyskassen, langt fra de støvede spanske veje, på en råkold vinterdag gik det op for mig, at det gør ikke noget, at vi ikke altid ved hvor vi er, at vi kommer til at gå ad de forkerte stier, at vi vælger at fravige fra alfarvej, at vi træder ved siden af i stedet for at ”Stick to the path”, at vi ikke altid vælger den lige vej, og at jeg aldrig lærer at finde rundt på Amager, så længe vi har visheden i hjertet at der altid er en skulder vi kan lægge vores hænder på eller en stemme i telefonen til at hjælpe os henover hullerne i vejen eller væk fra de dumme sideveje på Amager. Og er der ikke noget med at ”Livets veje er uransagelige”. Om det er fra biblen eller hvor citatet stammer fra, skal jeg ikke gøre mig klog på, men jeg synes det lyder tiltrækkende, så Amager…vi ses. 

Back on track… en kaffepassiar i solen

Vandet løber stille, dovent, fristes jeg næsten til at sige forbi min tømmerflåde. Det er stilhed efter stormen. Solen gør sit bedste for at tage sig aller smukkest ud over og omkring mig. Hundene griner på bedste hundevis og gør sig til for at blive klappet og krammet og få nogle af godbidderne der ligger i en lille pose i mit skød. Kajakkerne ligger med bunden i vejret. Det er på bugen af en af dem jeg nu sidder og betragter min lille verden. Man siger at dårlige historier ikke bliver bedre af, at blive fortalt mange gange men ikke desto mindre sluttede det gamle år med hospitalsindlæggelse for mit vedkommende. Jeg havde længe gået og skrantet og haft mavesmerter, hvilket en råkold og smertefuld novemberdag resulterede i en indlæggelse. Der var gået betændelse i min galdeblære. Jeg blev efter et par dage sendt hjem med medicin og besked om, at de ville indkalde mig til operation indenfor nogle uger. Jeg er nu lykkelig hjemvendt og fra denne kant kommer der ikke mere galde. Stingene trækker i mit gamle maveskind og fortøjningerne knirker i frosten. Hundene gør sig stadig til, smilet spiller på min læbe og jeg sidder her i kulden med taknemlighed i hjertet og et krus kaffe i hånden. Jeg er rask. Jeg gør mig også lidt til og strækker hals som en svane efter solen. For kort tid siden, fra hospitalssengen på 4 sal, lå jeg ved vinduet og sendte lange blikke efter mit liv, der lå foran mig i direkte fugleflugtslinie. Ikke for at brænde hul i nogle spande men jeg anser generelt mig selv for at være et ydmygt og taknemligt menneske, og synes jeg er god til at sætte pris på det jeg har. Ikke desto mindre kan der til tider snige sig tanker og bekymringer ind som overskygger disse gode egenskaber. Bekymringer over ting der ikke har fundet sted endnu og som måske aldrig nogensinde bliver aktuelle men hvis nu… som min gamle svigerfar, der mens han levede, for en sikkerheds skyld tog to panodiler hver morgen, hvis han nu skulle få hovedpine i løbet af dagen, går jeg der og dyrker mine bekymringer på forhånd, for hvis nu… Panodilerne undlader jeg dog for der står ikke noget om på pakningen, at de kan fjerne smerten ved hverken ubehagelige regninger, ulykker, død, fyring, jobfrustration, skilsmisse, svedeture eller fejlkøb. Især den med jobfrustration og død og ulykke, der scorer jeg virkelig point på bekymringstavlen. Men der på kanten af en hospitalsseng, galdefri men vingeskudt, hævet over byen med udsigt til det lysende neonskilt i horisonten, som en ledestjerne i natten, betragtede jeg mit liv ovenfra. Gaderne løb for mit blik, biler dyttede, cyklister med hjelm klimtede i klokkerne, hunde med halerne i vejret snusede nyheder ind og løftede ben, damer med hat og herrer med mapper nikkede. Over broen gik mit blik, derude på en lille café ved kanalen så jeg min dejlige datter sidde og drikke kaffe med veninderne, nye i livet med røde kinder. Mit blik drejede til højre ved volden og fulgte stien der løb langs søen. Var det ikke mine hunde der løb der længere fremme på jagt efter en and. Unge kvinder med barnevogne og caffe’ latte i smarte holdere på styret trak ind til siden, så hundene, i evig kamp om at være forrest, kunne passere. En enlig svane sætter fra på vandspejlet og stiger tungt men støt til vejrs. På den næste bro, tilbage til fastlandet fra Chr. d. 4’s lille ø, holder bilerne i kø, mens en udrykning åler sig gennem mylderet. Nede i min gade går min nabo tur med hendes nabos hund og vinmanden står og sludrer med et cykelbud. Dronningens kusk sidder solidt på bænken med tæppe om benene og pisken i hånden, mens den blanke ganger slår med halen og klaprer henover den gamle stenbro. Der, som en flue på væggen, så jeg hverken ulykker, en overfyldt postkasse med regninger, fyringer eller buler i bilen. Jeg så mig selv sidde på trappen med en kop morgenkaffe og nyde dagen stå op over byen, min yoghurtskål med min yndlingsmüsli, hørte vandets klukken på skroget, duftede de sprøde æbler der steger i god smør på panden, og en kær vens stemme i telefonen. Hverdag. Min helt almindelige dejlige hverdag. Jeg er ikke god til nytårsfortsætter men der på kanten af verden lovede jeg mig selv, ikke flere unødige bekymringer men bare nyde. Nyde alle de små øjeblikke der som blinkende fragmenter binder vores små liv sammen til en farvestrålende mosaik. En forsinket skål for de gode små liv skal lyde herfra og et rigtigt godt nytår til jer alle. 

kirkskagefabrik@gmail.com

Kommentarinfo


Jeg er blevet gjort opmærksom på, at kommentarfunktionen ikke fungerer optimalt. I er meget velkomne til at sende historier pr. mail til:


kirkskagefabrik@gmail.com


HUSK at skrive det navn i eventuelt vil have jeres indlæg udgivet under. Jeg offentliggør ingen mailadresser med mindre det fremgår tydeligt at det ønskes. Glæder mig til at læse en masse skønne historier.


De bedste hilsner
Frk. Kirk

De gode gerningers klub

Jeg er ikke så sikker på, det er den gode hr. Brahe der har været på spil, men faktum er, at da jeg kom op til min bil i går var begge hjul i højre side flade. Jeg må tilstå at jeg blev en lille smule øv-agtig på den barnlige, ikke klædelige måde. Jeg fik det der lille, hvorfor-lige-min-bil-pivefjæs på inden jeg hankede op i tasken og mig selv, skød brystet frem, nikkede lidt med hovedet, og sparkede til dækkene, og det skal jeg have, jeg gjorde det på helt rigtig mandemanér, jeg undlod dog hånden i skridtet. Hele denne lille intermezzo efterlod mig med en følelse af styrke og jeg trak  ligesom bare på skuldrene og sagde til mig selv, “Nå ja, men hvem har egentlig sagt at man ikke kan køre 200 km med flade dæk, det er bestemt ikke optimalt men det kan da sikkert godt lade sig gøre”. Jeg er nødt til at undskylde mig selv her, men jeg tror, hånden på hjertet, at udsigten til flere timer i tog og bus samt følelsen af at være lidt mand, (undskyld de herrer) svækkede min dømmekraft. Så fast besluttet på, at afsted skulle jeg, gik jeg om til førersiden, stak frejdigt nøglen i døren og åbnede. Idet jeg åbnede døren fløj der en lille hvid lap papir ned og landede for mine fødder. Min første tanke var, nå der er sikkert en der er kørt ind i mig. Det kan jeg simpelthen ikke forholde mig til lige nu, den må jeg tage senere, en ting af gangen, først kørsel med flade dæk. Focus. Jeg samlede sedlen op, uden at se på den og lagde den sammen med tasken ind på passagersædet.

Sveddryppende og klam, i min lille kaninpelsvest, pustende og med våde hænder prøvede jeg at ignorere den lille stemme der blev ved med at sige, “Det går ikke”, “Det går ikke”. Okay indrømmet, det var hårdt, bare det at få vendt bilen rundt. Det var faktisk som om der var hældt et par tons beton ind i den ene side. Og det siger ikke så lidt, bilens ringe størrelse taget i betragtning. Jeg er ikke engang sikker på der kan være blot et ton beton i en Lupo, men selvfølgelig, “Never say never”. Den lille bedrevidende stemme fortsatte sit korstog, “Det går ikke, du bliver nødt til at ringe efter hjælp”. Der er situationer hvor man bare ikke er god til at rumme bedrevidenhed. Den her var en af dem. Jeg vil lægge hovedet på blokken, hvis ikke hr. Sisyfos svedte en gang imellem på vej op ad bjerget. Og helt ærligt, på motorvej går det for det meste bare lige ud. Jeg pustede ud, satte bilen i gear, heldigvis er den lille pot udstyret med automatgear, så der skulle der ikke bruges nogle unødige kræfter. Og ud ad København gik det. Og det gik egentlig meget godt. Indtil der var et hul i vejen. Jeg har aldrig og jeg mener vitterlig aldrig, hørt så grim en lyd i så lille en bil før. Den kan ikke beskrives, jeg prøver alligevel, goooooonnnnnggggggggg, noget lignende i hvert fald. Da ekkoet var forstummet lød der en hvislen ud mellem mine tænder, samtidig med pegefingeren røg truende i vejret, “Du siger ingenting”. Det var der så heller ikke nogle der gjorde, men jeg er helt sikker på at den mandlige bilist der holdt på min venstre side, tænkte, “Hun har sgu brug for hjælp, mental hjælp”. Det havde sikkert også været på sin plads, men er der ikke noget med man altid skal fikse hovedproblemet først. I mine ører lyder det ganske fornuftigt, og det var ligesom hjulene og ikke min mentale tilstand, så jeg ringede til tømreren. For udenforstående kan det virke ulogisk at ringe til en tømrersvend når det er bilen den er gal med, men set i lyset af at tømrersvenden er min søde, søde kæreste og et af de mest hjælpsomme mennesker på denne jord, var det et temmelig godt valg.

Og som prinsessen i tårnet eller den strandede hval, næh den døde da vist, nå men så som prinsessen da, blev jeg reddet.

Jeg måtte lige sidde og vente lidt i bilen og det var okay. Mens jeg sidder der og roen lige så stille indfinder sig falder mit blik på den hvide lap, jeg havde lagt sammen med tasken på passagersædet. Den var foldet en gang. Jeg folder den ud og lige der, sort på hvidt, med store bogstaver står der skrevet, FLADE DÆK HØJRE SIDE.  Med åben mund af overraskelse gentog jeg sætningen inde i mit hoved. Det var en mands værk, det var jeg slet ikke i tvivl om, skriften og ordlyden, kort, kontant uden nogen omsvøb, bare, FLADE DÆK HØJRE SIDE, bang. Lige der, lidt inde til siden på en stor udfaldsvej fra hovedstaden blev jeg ramt direkte i hjertekulen. Tænk engang at et medmenneske har gidet at ulejlige sig med, at finde både papir og kuglepen frem for at meddele mig at mine dæk var flade. Tænk at der var en fremmed der lige ville advare mig om at køre i min bil. Jeg blev helt varm og ikke på grund af pelsen, den havde jeg nemlig taget af, nej på grund af den omsorg fra et andet menneske. Og her siger man ellers at vi er blevet ligeglade med hinanden. Men nej, miraklernes og de gode menneskers tid er ikke forbi. Tak du kære fremmede. Det fik mig til at tænke på en gammel idé, lad os grundlægge de gode gerningers klub, kom og vær med, det giver varme og vinteren står trods alt for døren. Måske kan man ikke bevise at Tycho Brahes dagene rent faktisk eksisterer, men lad os bevise at medmenneskelig omsorg findes og trives i bedste velgående. Jeg sætter endnu en flaske vin på højkant for en god historie.  Længe leve de gode gerninger.   

PS: Jeg kom godt ud ad byen med luft i dækkene, varmt hjerte og kys på læben.

En Tycho Brahes dag

I kender det garanteret, de der dage hvor alt bare går i kage, hvor man bare aldrig skulle være stået ud af sengen, også populært kaldet, en rigtig Tycho Brahes dag. Hvilken rolle den gamle astronom Tycho Brahe havde siden han kom til at ligge navn til de dårlige dage, har jeg tit spekuleret over. Var han ualmindelig uheldig, klodset eller måske noget helt tredie. Jeg har undersøgt det, og forklaringen er ifølge Historieblokken denne, "Der er flere dage på året, der skulle være særligt uheldige og det siges, at Tycho Brahe lavede en liste over dem til kejser Rudolf den 2. Der er dog ingen bevis for at Brahe rent faktisk lavede en sådan liste og det siges, at listen bare er blevet tilskrevet den berømte astronom, for at gøre den mere troværdig." Beviser eller ej, mine Tycho Brahe dage er temmelig håndgribelige og efterlader altid rod/bøvl i deres kølvand. Men ofte, ja heldigvis for det meste, giver de mig også et rigtigt godt grin, om ikke i øjeblikket, så bagefter i hvert fald, når dagen er gået på hæld og jeg er kommet igennem dagen med livet i behold. Når det så er sagt skal det også siges, at der bestemt findes T.B. dage der absolut ikke fremkalder hverken latter eller smil på læben, men bare et kæmpe behov for at komme hjem under dynen og ganske enkelt delete den dag fra ens harddisk. Mon ikke de fleste af os kan sige, "Been there, done that, seen the film, got the t-shirt". Jeg har i hvert fald. Jeg har også de sidste par dage spurgt folk omkring mig, om de kender de her dage. Jeg talte med mureren for nogle timer siden og spurgte ham, "Hva´murer, kender du ikke de der Tycho Brahes dage hvor det hele bare går i kage og man tænker, ej jeg skulle aldrig været stået op idag?", hvortil mureren svarede, "Nå du mener sådan en morgen hvor man kommer ud til bilen og så vil den ikke starte.   Efter noget der er alt for lang tid får man endelig gang i l....., hvorefter man kører ad 3 forskellige veje for at finde ud af, at de er spærret pga. cykelløb. Endelig når man så derud ad, men inden man når Kalk og Mørtel, (indkøbssted for håndværkere) løber bilen tør for diesel. Da man så langt om længe ankommer til K.M. er de materialer man skal bruge den dag udsolgt. Fremme på byggepladsen, en lille bitte smule træt, læs:sur, beslutter man sig så for, lige at tage en kop kaffe for at skylle den grimme smag af morgenen ned. Kaffen, dejlig varm, ender i skødet, som en stor tissegul plamage på de hvide, nyvaskede arbejdsbukser. Er det sådan en morgen du mener?" 

Stakkels murer, men ja, det er lige præcis sådan en morgen. Så herfra murer skal der lyde en stor tak for et godt grin, på en, omend ikke en Tycho Brahes dag, så bare på en træls tirsdag.

Til jer der læser med, lad os hylde Tycho Brahes dagene, og grine med hinanden. Jeg sætter en god flaske vin på højkant for en rigtig god historie, så skriv...